Jeg skrev det her for nogle år siden, som noget slags forberedelse til en skrivningsudfordring jeg plejede at gøre hver November, og postede den på min daværende blog. Der var der ikke mange, der læste det, og jeg fik derfor ikke så meget feedback — enten om handlingen af historien eller sprogbruget. Derfor tænkte jeg at det måske havde været en idé at lægge den op her!

Den er lidt YA, lidt queer, den har superhelte og superskurke, den tar sig selv ikke for seriøst. Det er nok mere fanfiktion for en serie, der ikke findes. Det var bare noget, der faldt ud af mit hoved. Noget jeg skrev bare for at få vide om jeg faktisk kunde. Alt det vil sige er at jeg er fuldstændig medvidende, at historien ikke er noget for alle, men jeg skulle sætte stor pris på om der var nogen derude, der tog tiden at læse igennem den.

Jeg har sagt her på profilen at min dansk er 'advanceret'... det er måske lidt optimistisk. Det mærkes sikkert, hvis der er nogle derude, der kan det som modersmål eller er helt enkelt mere dygtige end jeg er. Hele pointet af udfordringen er at historierne ikke er redigerede, så jeg har lagt op det præcis som den blev skrevet for første gang.

***

Jeg er rigtig træt på det her sted, tænkte jeg samtidig som mit synsfelt blev fuldstændigt overtaget af et kraftigt blåt lys. Vinduerne i bygningen nogle meter fremfor mig eksploderede udad og glasskår regnede over hele gaden. Folk begyndte at skrige og forsøgte gemme sig bag om biler og i andre bygninger, men jeg stod som rodfæstet til stedet.

Det tog nogle sekunder før mit syn blev næsten normalt igen, men jeg indså at jeg havde tabt mine briller. Jeg bøjede mig ned for at plukke dem op og en stor figur fløj direkte over mit hoved, og når jeg stillede mig op igen, så var jeg ansigt til ansigt med Tobias Blixenskiold. Vi stod der i måske én sekund før hans blik vendte tilbage til figuren; han kastede sig pludselig frem og vi faldt hårdt til marken, begge to. Jeg hørte en knækkende lyd da jeg landede direkte på hånden, der fik mig til at gyse i hele kroppen. Men jeg fik ikke engang tid til at fatte hvad som havde sket før jeg hørte et pistolskud og Tobias—bogstaveligt talt—fløj over mig mod skyderen. Det er først senere den aften at jeg fik vide hvad som egentlig havde sket, når jeg sad på sygehuset med min brækkede hånd og så nyhederne på TV. De snakkede om vores mysteriøse helt, en kostumeklædt figur der dukkede op og reddede alle sammen før han forsvandt igen uden et ord, og at ingen vidste hvem det kunne have været. Men jeg vidste præcis hvem han var.

Hvad kan jeg sige om Tobias Blixenskiold? Et ansigt, der skulle kunne få brødrene Hemsworth at dø af ren jalousi og muskuløs på en måde, der er højst usandsynlig for en syttenårig. Det virker som om det er helt umuligt ikke at synes godt om ham, jeg husker overhovedet ikke en enkelt gang, der nogen har haft noget dårligt at sige om ham. Han går rundt i sine Clark Kent briller som en helt normal fyr og jeg, så vidt jeg ved, er den eneste som genkender ham som den superhelt han egentlig er. Altså hvis der er nogle andre, der gør, så er de rigtig vellykkede med at gemme det. Åh ja, og han dræbte min far for et halvår siden.

Lad mig være tydelig her, jeg siger ikke det her for at afsløre at vores helt måske ikke er alt vi tror – præcis det modsatte, faktisk. Min far, i tillæg til at han mærkeligt nok ikke var den bedste far i hele verden, var også noget af en superskurk. Det var heller ikke hans fejl at min far døde, det var heller en ulykke under kampen – og jeg tror de fleste skulle nok sige at det var bedre at han blev træffet at sit eget våben end at det blev brugt som planeret mod hele verden. Jeg kan sige med sikkerhed at jeg har tilgivet Tobias, for det der skete. Men jeg er aldrig rigtigt sikker på at ens ved at det var min far – vi har aldrig snakket om det, eller faktisk om noget andet.

Jeg forstår godt at hej det var mig der dræbte din far, hvordan har du det? er et meget utraditionelt udgangspunkt for et samtal, der leder til et dybt, gensidigt opfyldende venskab; men at han ignorerede mig helt, var jeg ikke beredt på. Det var ligesom han så lige igennem mig, som jeg ikke overhovedet eksisterede. Det var det, der gjorde mest ondt. Og det sjoveste var at vi så hinanden næsten hver dag, fordi vi går i samme klasse. Undertiden er der virkelig som om hele universet griner af mig.

Vi så hinanden igen for den første gang siden hændelsen i sluttet af skoledagen en uge senere. Folk hade begyndt at forlade stedet og han kom gående forbi. Jeg ved ikke hvor kraften kom fra, men jeg vendte mig rundt og kaldte efter ham. ‘Tobias?’ Han snurrede imod mig og jeg så hans søgende blik, han havde ikke en anelse om hvem jeg var.

‘Ja?’ sagde han efter en kort pause, og jeg indså at jeg ikke havde tænkt på hvad jeg ville sige. Jeg blev rød i ansigtet.

‘Ja, undskyld hvis jeg forstyrrer dig eller noget, men jeg ville bare sige… altså, tak,’ stammede jeg, og fortrød mit valg.

‘…tak for hvad?’ spurgte han, og så helt forvirret ud. Jeg blev pludselig frustreret.

‘For at du reddede mit liv for en uge siden?’ sagde jeg, måske lidt for højt, for jeg så nogle piger kaste et mærkeligt blik på os da de gik forbi. Jeg stirrede på ham, og jeg så hans forvirring uddybe.

‘Undskyld,’ sagde han lavt, ‘Men jeg tror du forveksler mig med nogen anden,’ og med det begyndte han at gå derfra. Jeg var ikke bare chokeret, jeg var helt vantro. Jeg begyndte at grine.

‘Åh ja, undskyld mig, med dine briller på er det så fucking svært at genkende dig,’ sagde jeg hånende, og bestemte mig for at aldrig snakke med ham igen hvis han vil lege Superman og Clark Kent til sådan en grad. Men mine ord må ha påvirket ham mere end jeg indså, for han snurrede sig rundt igen og kom tilbage hurtigere end jeg nogensinde havde set nogen flytte sig før, tog mig i armen og trak mig ind i et øde klasserum, og smækkede døren bag os.

‘Hør nu her. Jeg ved ikke hvem du er, jeg ved ikke hvad du vil, men jeg tænker fandme ikke spille dit spil, så det er nok bedst at du fortæller mig nu hvad du har gang i.’ Jeg var helt målløs i måske ti sekunder. Jeg havde aldrig set ham se så vred ud. ‘Så?’

‘E-Espen hedder jeg. Espen Strange. Jeg spiller ikke noget spil, jeg ville bare takke dig for at du reddede mit liv, det var faktisk alt.’

‘Strange… jeg kender det navn,’ sagde han tankefuldt.

‘Ja, du… øh… du dræbte min far for et halvår siden,’ sagde jeg akavet, og hans blik forandrede sig igen – nu så han ud som om han var beredt at slå mig, og det var absolut ikke noget jeg ville opleve. ‘Men altså jeg forstår godt at det var en ulykke, jeg er ikke nogen… skurk,’ sagde jeg, og forstod med det samme hvor skørt det lød.

‘Det havde faktisk været lidt dumt at bare snakke med mig på skolen sådan der hvis du havde nogen ond masterplan,’ sagde han. Jeg nikkede. ‘Men jeg forstår virkelig ikke hvordan du klarede at se gennem min glamour.’

Nu var det min tur at se forvirret ud. ‘Din hvad?’ spurgte jeg, og han gestikulerede mod sit ansigt. ‘…Dine briller?’

‘Det er faktisk lidt mere kompliceret end det. Det er én af mine kræfter, ingen skal kende igen mig når jeg har disse briller på. Det er som om de ser mig som nogen helt anden, det er anderledes for hver person. Men for dig ser jeg det samme ud med eller uden dem?’ spurgte han.

‘Jeg troede faktisk at folk var bare dumme i hovedet.’

‘Det er også muligt.’ Han smilede. Det blev stille i rummet.

‘Okay, så… ja, jeg… ja. Tak igen, for… livredningen og alt det der. Jeg er faktisk nødt til at gå nu, men jeg håber at vi ses i en meget mindre livsfarlig situation snart,’ sagde jeg, på vej ud af rummet. ‘Ja. Tusind tak. Farvel!’ afsluttede jeg og løb næsten ud af skolen. Tobias stod der et par sekunder til.

‘Espen Strange. Dig må jeg nok holde øje med,’ sagde han for sig selv, og forsvandt med et tordenskrald og et blindende glimt af blåt lys.

sprakskatan

Helten i klassen